Flash – scenografi og lyd

Movieclips er kulisser
Teatret er en gennemgående metafor i arbejdet med Flash. Vi trækker fx movieclips ind på en scene, hvor de animeres. Movieclips kan derfor sammenlignes med kulisser, sætstykker – og skuespillere!

Rum


Når man skal fremstille rum, så er det ikke nødvendigt at anvende et 3D-program. Mindre kan gøre det. Illusionen om dybde kan trylles frem med nogle ganske enkle metoder.

  • Hvis den samme figur ses i forskellige størrelser, så vil det se ud som om de store figurer er “tæt på”; mens de små figurer er “langt væk” (mere præcist behøver det faktisk ikke at være!)
  • Illusionen om et landskab kan konstrueres ved trekantsafskæringer. Tegn nogle trekanter hen over landskabet. Lad de forreste få mørkere farver og de bageste skal tone ud imod lyseblåt.
  • Himmelrummet er en gradient, der går fra mørk blålig øverst til en meget lys blå (nogle gange blågrøn) tone, der netop kan skelnes fra hvidt.

Et landskab kan altså laves med en blå til lyseblå gradient, og nogle overlappende firkanter. Hvis man placerer et stort træ i forgrunden og kopierer træet nogle gange i baggrunden, så de bliver mindre ud mod horisonten – så får man fornemmelsen af dybde og landskab.

Flash-landskab
Prøv fx at tegne en elefant og et træ – og gem dem i library. Skab landskabet ved hjælp af trekantsoverlapninger og himlen som en farveovergang. Lås baggrunden, så er det lettere at arbejde med resten. Træk herefter  træer og elefanter ind på scenen – og skaler dem, så nogen er tæt på og andre langt væk. Voila!

Metaforer
En knap behøver ikke at ligne en dimmer tegnet af en ingeniør til betjening af givne agregater. Slet ikke! På skærmen er en knap en metafor, eller et symbol. Knappen kan have form som en dør, der åbner sig, når musen er over den. Ved et klik føres brugeren til en ny scene…

Bevægelse som illusion
Ballonnen herunder bevæger sig lidt op og ned; men ikke mod højre og venstre. Tilsyneladende svæver den hen over et landskab; men det er en illusion. Det er baggrunden, der bevæger sig. Og baggrunden er bredere end scenen.


Har du prøvet at sidde i toget, og mærke fornemmelsen af at toget nu kører – bare for at opdage, at det er vognstammen ved siden af, der sætter i gang? Hvis man bevæger baggrunden og lader figuren stå stille, så kan man skabe en illusion af bevægelse.

Sådan en illusion er nem at lave i flash. Du skal tegne baggrunden større end scenen, og animere den.

Lyd
Prikken over i-et er lyden. Psyken påvirkes stærkt af lyden. Det er lyden, der angiver stemning og følelse i den ultrakorte gyser “In the Dead of Night”. Lyd kan bruges på mange forskellige måder:

  • Diegetiske lyde efterligner den virkelige lyd.
  • Non-diegetiske lyde er en lyd som man tilsætter for effektens skyld. Hvis nogen smækker med døren og lyden er en voldsom eksplosion, så får det en effekt på brugeren.
  • Musik
  • Punktlyde – fx lyden af en cola, der åbnes.
  • Reallyd – som regel forstyrres reallyden af uvedkommende støj. Derfor “dubber” professionelle lyden. Men nogen gange kan man være så heldig, at reallyden faktisk kan anvendes.

Som regel er det en god ide at lave lyden som den skal være inden den importeres til Flash. Programmet er ikke en god lyd-editor (brug hellere et frit program, fx LMMS: Linux Multimedia Studio).

ActionScript
Med et ActionScript kan man flytte noget. Koden kunne se sådan ud:

baggrund.x = baggrund.x +1;

Alternativt kan du placere denne kode et fornuftigt sted inde i en keyframe på den film, der skal flyttes:

this.x = this.x + 10;

Fidusen er at filmklippet looper. Hver gang filmen looper forbi keyframen flytter det sig selv nogle pixels ud af x-aksen. Ved hjælp af en betinget sætning kan man flytte klippet tilbage igen, når det har passeret scenen.

Comments are closed.